Straffelovens § 13, stk. 1
Nødværgeretten i Danmark er reguleret af Straffelovens § 13, som giver individet ret til at forsvare sig selv og andre under visse omstændigheder. Den præcise formulering af paragraffen og dens anvendelse er vigtig for at forstå, hvornår og hvordan man lovligt kan forsvare sig i en truende situation. Her er en nærmere forklaring baseret på lovens formulering.
Straffelovens § 13 lyder (med forbehold for eventuelle ændringer eller fortolkninger efter april 2023):
“Handlinger, foretaget i nødværge, er straffri, medmindre de åbenbart går ud over, hvad der efter angrebets beskaffenhed og de angrebne personers særlige stilling er forsvarligt.”
Denne lovtekst angiver, at en person ikke vil blive straffet for handlinger udført i selvforsvar, forudsat at disse handlinger ikke overstiger, hvad der kan anses for at være rimeligt og nødvendigt under de givne omstændigheder. Der er dog nogle nøgleelementer og betingelser, som er værd at belyse:
- Angrebets beskaffenhed: Nødværge er kun retfærdiggjort, hvis der er tale om et igangværende eller umiddelbart forestående angreb. Dette betyder, at truslen skal være aktuel; man kan ikke påberåbe sig nødværge mod en potentielt fremtidig trussel.
- Proportionalitet: Svaret på angrebet skal være proportional med trusselsniveauet. Dette indebærer, at brugen af magt skal være nødvendig og den mindst skadelige handling for at afværge angrebet. Overdreven magtanvendelse, som overstiger hvad der er nødvendigt for at neutralisere truslen, falder uden for nødværgerettens rammer.
- Særlig stilling: Loven tager højde for de angrebne personers særlige situation. Dette kan relateres til personens fysiske evne, placering eller andre relevante omstændigheder, som kan påvirke bedømmelsen af, hvad der er et passende forsvar.
Anvendelse og fortolkning
Fortolkningen af, hvad der præcist udgør “åbenbart går ud over” det forsvarlige, kan variere fra sag til sag. Det er op til domstolene at vurdere de specifikke omstændigheder i hver enkelt sag, herunder angriberens handlinger, den forsvarendes respons, og om responsen var rimelig givet situationen.
Nødværgeretten tjener til at beskytte individer, der forsvarer sig selv eller andre mod uretmæssige angreb, men den kræver en nøje afvejning af de involverede handlingers nødvendighed og proportionalitet. Misbrug af nødværgeretten, hvor forsvarshandlinger overstiger, hvad der er rimeligt og nødvendigt, kan føre til strafansvar.
Straffelovens § 13, stk. 2
Stk. 2 adresserer situationer, hvor en person overskrider grænserne for nødværge, men gør det under påvirkning af en stærk ophidselse forårsaget af angrebet. Dette stykke anerkender menneskelige følelser og psykologiske reaktioner i øjeblikke af ekstrem stress eller fare. Det lyder omtrent således:
“Er overskridelsen af grænserne for nødværge forvoldt under påvirkning af en berettiget stærk ophidselse foranlediget af angrebet, kan straffen bortfalde.”
Dette betyder, at hvis en person i selvforsvar handler ud over, hvad der strengt er nødvendigt, men gør det under stærk ophidselse udløst af angrebet, kan vedkommende undgå straf. Domstolene vil i sådanne tilfælde vurdere, om den stærke ophidselse var berettiget, og om den påvirker ansvarligheden.
Straffelovens § 13, stk. 3
Stk. 3 omhandler situationer af nødværge, der finder sted under særligt presserende omstændigheder. Dette stykke kan betragtes som en udvidelse af de situationer, hvor nødværgehandlinger kan anses for berettigede, selv når de overskrider normale grænser for forsvar. Det lyder nogenlunde således:
“Handlinger, foretaget for at afværge eller overvinde fare for liv, legeme, frihed, ære eller væsentlig ejendom, når faren ikke kan afværges på anden måde, og handlingen åbenbart ikke går ud over, hvad der efter omstændighederne er forsvarligt, er straffri.”
Dette stykke specificerer, at handlinger foretaget for at beskytte mod alvorlige trusler mod personlige eller væsentlige materielle værdier kan være straffri, forudsat at der ikke var andre måder at afværge faren på, og at handlingerne ikke var åbenlyst uforholdsmæssige. Det understreger nødvendigheden af at beskytte fundamentale værdier som liv, legeme, frihed og ejendom under ekstraordinære omstændigheder.